ASK Nordic Yoga _ASKETRÆET

Kropsholdning & Alignment

Styrk og smidiggør din holdningsmuskulatur!

Kropsholdning og alignment


Kropsholdning refererer til kroppens position og balance i forhold til tyngdekraften.


Der er ikke enighed omkring hvad ”god kropsholdning” er, men i yogaens verden taler man om alignment.


Yogaen har mange øvelser, som kan hjælpe med at styrke bevidstheden om din kropsholdning, og som styrker og smidiggør din holdningsmuskulatur.


Læs mere om konceptet alignment, god kropsholdning og øvelser som styrker og smidiggør din holdningsmuskulatur herunder.


 

Hvad er alignment?

Hvis ikke du allerede er stødt på konceptet Alignment, så vil du på din yogarejse højst sandsynlig støde på det.


Inden for yogaens verden bruger man konceptet Alignment til at snakke om hvordan kroppen står i de forskellige fysiske yogaøvelser (Asanas). Man ser på, om der er lige linjer og de rette vinkler, og om der er balance imellem højre og venstre side af kroppen (alt efter hvilke stillinger der er tale om).


Grunden til at man taler om alignment inden for yoga, er fordi man søger at skabe balance og harmoni i kroppen, og at fjerne blokeringer/stramninger og modstand. Formålet er at få vores livsenergi (Prana) til at flyde frit og ubesværet igennem kroppen.

Du har måske allerede oplevet en yogalærer, som går rundt blandt eleverne og laver justeringer. Det kan ofte være med henblik på at skabe denne alignment.


Alignment kan være funktionel – altså at man søger at hjælpe eleven bedst ind i stillingen for at optimere udbyttet af stillingen, eller for at undgå skader.


Alignment kan også være æstetisk – altså at man skaber smukke lige linjer og klare former med kroppen i de forskellige stillinger.

Det ene udelukker bestemt ikke det andet!

 

Kropsholdning og alignment er altså to forskellige ting, men man kan sige, at en god alignment helt nede fra fødderne, igennem bækkenet, igennem rygsøjlen, skuldrene og nakken giver en god kropsholdning (læs videre for at få et mere nuanceret blik på hvad ”god” kropsholdning er).   


 

Min holdning til Alignment

Min egen undervisningsstil og min holdning til alignment er, at der også skal være plads til individualitet.


Ser jeg elever, som står uhensigtsmæssigt i en stilling, går jeg altid over og hjælper med at justere til, eller dikterer eleverne mere detaljeret ind i stillingen, så eleven selv retter til.


Men ser jeg en elev, som står en smule anderledes ind i en stilling, og det virker for eleven, så giver jeg plads til det. Ofte er det fordi man er ved at øve sig. Måske der stadig er muskler, som skal arbejdes med, før man kan stå i den endelige version af stillingen, eller måske, man har skader/skavanker som gør, at man aldrig kommer ind i den endelige version af stillingen. Og det er helt ok. Det bliver man ikke mindre yogi af.

 

 

Hvad er god kropsholdning?

Der findes meget litteratur omkring kropsholdning, og tilsvarende mange holdninger til hvad god kropsholdning er, og hvor meget det betyder for dit generelle helbred og smerter.


Der findes måske ikke en ”one size fits all” løsning, og det er vigtigt at huske på, at man ofte kigger på et øjebliksbillede af sin egen stående, siddende eller gående holdning.


Nogle forskere mener, at den gode kropsholdning er mere individuel, og at det handler mere om at være i bevægelse, og at styrke og smidiggøre holdningsmuskulaturen.


Forsker, Kjartan Vibe Fersum udtykker det således: »Man siger, at den bedste stilling ofte er den næste,« (Forskere: Ingen beviser for at en god kropsholdning forebygger rygsmerter (videnskab.dk)


 

Sådan finder du din gode kropsholdning

Måske du spørger dig selv: ”Hvordan forbedrer jeg min kropsholdning?” eller ”Hvordan kan jeg rette min dårlige kropsholdning?”


Start med at gøre dig selv bevidst om hvad du synes en god kropsholdning er.


Mange af os har fået at vide, at rykken skal være rank, at vi skal have skuldrene helt tilbage, og åbne brystet helt op. Det kan godt være ret anstrengende, og er ikke nødvendigvis ”god kropsholdning”.


Men hvad er så ”god kropsholdning”?


Start med at gøre dig bevidst om din nuværende kropsholdning. Mærk ned i kroppen, se dig evt. i spejlet, film dig selv eller spørg din partner eller ven om at observere dig.


Og vær nysgerrig på din nuværende kropsholdning. Hvad kommer den af? Har du stillesiddende arbejde foran en computer? Sidder du meget med din telefon? Har du smerter? Eller skavanker, som der skal tages hensyn til i jagten på en ”god kropsholdning”.


Husk at se på dig selv med blide og kærlige øjne, og undgå at dømme dig selv eller din krop.


Med alt det i tankerne – hvad er så god kropsholdning for dig og din krop?

 

 

Sådan kan du træne for at styke den gode kropsholdning

Der findes mange øvelser, som styrker ryg, skuldre og coremuskulaturen inden for yoga, men jeg vil her slå et slag for Tadasana, også kendt som “Bergstillingen”.


Tadasana er én af de klassiske eller grundlæggende yogastillinger inden for Hatha yogaens verden. Og den bruges ofte som en udgangsstilling for mange af de stående øvelser. Det er en fantastisk øvelse at mærke sin kropsholdning i, og at mærke ind i justeringer, som skaber bedre alignment i kroppen.


Jeg plejer at sige at det er den nemmeste og den sværeste yogaøvelse.


Læs her hvordan du kommer godt ind i stillingen ”Tadasana”, også kendt som ”Bjergstillingen” eller ”Bjergets stilling”, alle fordele ved stillingen.

 

Er du medlem af Yogaklubben kan du i marts måned 2024 dykke ned i temaet, og lave yoga, som styrker og smidiggør din holdningsmuskulatur. Vil du gerne vide mere om Yogaklubben, kan du gøre det her.

ASK Nordic Yoga _ASKETRÆET

Find dit forløb her


Yoga på hold

1:1 Mind & Body sessioner

Online yoga forløb

Live online yoga

Andre relevante indlæg:

Kommentarer ellerspørgsmål?